torsdag den 26. juni 2008

Færdig, ferie og fritid!

Så er den sidste arbejdsdag overstået og jeg kan nu se frem, til flere måneders stilstand. PERFEKT! Endelig lidt tid til andre ting, end skole, familie og det mest nødvendige nørderier. Så nu skal jeg rode med screencast, artikel og lige tjekke hvordan det står til med videoredigering på Linux siden.

Mandriva er stadig en glimrende distro, og helt unikt, har jeg ikke ikke pillet eller rodet med systemet og påtænker endda IKKE at smide Suse på maskinerne. Dog glæder jeg mig ganske meget til Mandriva 2009, det bliver spændende at se hvad de finder på.
Til slut ønskes du, ærede læser, en forrygende sommer og jeg holder selvfølgelig bloggen kørende, med de seneste ændringer fra denne lille del af Linuxfronten.

torsdag den 19. juni 2008

Ubuntu ud, Mandriva ind

Så skete det. Efter flere års Ubuntu herredømme, har jeg nu skiftet distro på begge mine maskiner. Der sidder nu en fin og køn Mandriva på begge mine maskiner, og jeg har ikke set mig tilbage endnu.
Der var efterhånden så meget bøvl med Ubuntu, og med deres sidste udgivelse knækkede filmen helt. Man kan simpelthen ikke smide en LTS udgivelse ud, med beta og "pre release" software i, specielt ikke hvis man gerne vil tages seriøst af erhverslivet.

Så jeg overvejede at vente, og smide Suse på maskinen, men utålmodighed og lidt tid tilovers, fik mig til at installere Mandriva.
Som du måske ved har jeg en Wacom Digitizer og under Ubuntu skulle man pille en del, for at få skidtet til at virke. Og når man endelig havde gjort det, fik men en hamrende ustabil Xorg. Så jeg var spændt på Mandriva, og hold da op hvor tingene bare virker.
Alt, jeg gentager, alt virker. Trykfølsomhed, tilt, hele skidtet! Og tænk sig, at jeg slet ikke har rodet ved noget. Og min Xorg... Den er stabil!

Fra installationen af, havde Mandriva og smidt den lukkede ATI driver ind. Da jeg ikke er religiøs omkring software, er jeg rigtig godt tilfreds.

Kan du huske at min strømforsyning til laptoppen døde? Jeg har netop fået en ny, så begge maskiner summer nu lystigt derudaf.
Måske er det sorte uheld endelig ved at drive over:-)

søndag den 15. juni 2008

Far er ikke vred, far er skuffet

Weekenden starter rigtig glimrende(indsæt en heftig gang ironi). Det pisser ud med blod og betændelse fra mit øre og jeg har det af helvede til. Lørdagen går med at passe knægten og sove, når konen kommer hjem.
Så starter søndagen...
Dagen starter fint og jeg har det noget bedre, men ak det skal hurtigt ændre sig. Knægten smadrer strømforsyningen til min laptop, så nu er der ingen laptop(pis).
Hmm ikke græde over spildt mælk(eller en smadret laptop), så ned og stresse lidt af med Gimp og min smukke Wacom tablet. Men nej det går også op i røg, da min Xorg konsekvent crasher.
Det viser sig at hvis jeg installerer Wacom, så dør X hver gang der kommer en systemlyd.
Så her sidder jeg. Ingen laptop, ingen wacom, men en masse galde!

lørdag den 14. juni 2008

Endelig helt færdig

Så blev den sidste eksamen afsluttet, og ganske fornuftigt endda. Jeg er nu officielt dansklærer, hvad denne blog nok skjuler ganske glimrende:-)

Der sker for tiden en masse spændende ting, og jeg er begyndt at optage en del screencast. Både for kunder og som guides. I den kommende tid, vil jeg lave en hel del af samme slags, og du vil få den tvivlsomme ære at blive en af de første til at se dem.

Programmet ser ud som følger:

En mindre gennemgang af Mandriva

En præsentation af Gimp

En mindre præsentation af Ubuntu

De nuværende GimpGuides, vil blive transformeret til screencasts.

Og sikkert meget mere. Men det må du pænt vente på:-)

søndag den 8. juni 2008

Two down,one to go

Så mangler jeg kun en eksamen. Jeg afsluttede pædagogik, med en karakter på 7. Ikke helt skidt, når man tænker på at jeg ikke ejer en bog fra faget. 7 svarer i øvrigt til 8-9 ifht den gamle karakterskala.
Så jeg er ganske tilfreds, og generelt er jeg inde i en stime af tilfredshed.
Mandriva summer stadig på den bærbare, og selvom jeg duelbooter med Ubuntu, har jeg ikke fundet behov for at starte Ubuntu op endnu.
Jeg overvejer om man skulle vise sin støtte og købe en powerpack og så smide skidtet på den stationære. Men indtil videre tror jeg bare, at jeg slår koldt vand i blodet og venter måneden ud. Det kan jo være, der gemmer sig nogle fejl, jeg ikke kan lave med.

I forbindelse med mit ene job, har jeg kastet mig over screencasting, og det er faktisk en temmelig morsom måde, at lave dokumentation på.
Processen er enkel og med programmet "record my desktop", kan man både optage video og lyd, samtidig. Ikke helt tosset.
Jeg planlægger at lave en mandriva præsentation, ved brug af screencast og så kan det jo være at Lifal kunne bruge den.

Det var alt for nu. God sommer

søndag den 1. juni 2008

Mandriva genansat

Ja hvad kan jeg sige? Jeg har åbenbart en blød plet for Mandriva. Så jeg gav den en sidste chance og fandt en anden driver til mit kort. Det virkede og Mandriva spiller nu max!
For at undgå pakkerne fra backport, slettede jeg repo'et og nu er der faktisk ikke noget at klage over.
Helt utrolig, men lad os nu se, om jeg ikke finder en eller anden anke. Det plejer jeg jo:-)

Mandriva fyret

Nok må være nok!
Måske er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, ej heller den hurtigste knallert på molen. Men jeg kan dog finde min vej rundt i Linux og lave de fleste ting, når det er nødvendigt.
Men jeg kan simpelthen ikke regne Mandriva ud! Der er eksempelvis flere repos, som Mandriva, ganske venligt, selv tilføjer til repolisten. Så langt så godt. Der er blandt andet et backport repo, som indeholder nyere software, hvilket jo er ganske glimrende. Nu vil jeg jo bare køre standard software som Mandriva shipper med og supportere. Men ak, trods min deaktivering af backport, blev der ved med at figurere backport pakker. Måske ikke et problem for de fleste andre, men hvis jeg ikke kan stole på pakkehåndteringen systemet kommer med, så kan jeg heller ikke stole på stabiliteten af systemet, i det lange løb.

Jeg kan heller ikke installere driveren til mit wifikort. Jeg har gjort det så mange gange før på Ubuntu, fedora, Zenwalk, Debian, og Suse. Aldrig har der været problemer, men åbenbart er Mandriva skruet fuldstændig obskurt sammen!!

Dog er der kommet en god ting ud af det. Jeg er blevet helt varm på KDE...